Alle terrasserne kan jo ikke hedde "den nye terrasse". Men nu er vi beordret til at bruge rigtige meget tid derhjemme og så må vi jo have gang i projekterne. Vi bygger en Corona-terrasse. Grundlæggende skal den forbinde de to eksisterende terrasser så man kan også argumentere for at vi ender med en terrasse mindre end før. Kravene der ud over er blot at den skal være plan og have et samlet areal så vi kan sætte et langt bord op til sammenkomster (når den slags en gang bliver tilladt) og til bordtennis ind i mellem. Ja og så skal det ikke blive alt for kedeligt og firkantet. ...og der skal være plads til en hængekøje! Vi ville også gerne overdække lidt af den, men den ligger tæt på skel, så det går ikke.
Vi tilføjer ca. 37 m2 med herregårdsten. Langs hækken ved den nyeste træterrasse planlægger vi et par højbede i rustne jernkasser.
I det fjerneste hjørne kommer der 3m lamelhegn til at skabe læ.
Samlet set bliver der ca. 8x7m plan areal.
Grunden hælder mod syd, så der er en højdeforskel på ca. 40 cm. Fliserne skal naturligvis hælde så regnvand kan løbe af og det fortrinsvis mod vest så vi afvander på grunden. Men der bliver stadig brug for at opbygge en lille kant/mur på ca 30 cm hen mod hækken.